Thomas Kjer Olsen tog sølv med hjem fra VM Motocross i Kina
Den sidste afdeling i en lang VM Motocross-sæson blev i weekenden kørt i Kina. Thomas Kjer Olsen fik sin allerede sikrede sølvmedalje med hjem, og den danske stjerne ser allerede frem mod 2020-sæsonen med klare ambitioner.
Det kræver sit at holde et højt niveau igennem 18 VM-afdelinger, fordelt henover 7 måneder af året. Men det har vi en ganske særlig dansker, som kan – Thomas Kjer Olsen fra Sønderborg Motor Club har imponeret alt og alle med en fantastisk VM-sæson, som fortjent blev belønnet med en VM-sølvmedalje, der blev sikret for et par uger siden i Uddevalla.
Men selvom medaljen var i hus, så skulle sæsonen naturligvis følges ordentligt til dørs. En niendeplads blev det til i tidskvalifikationen, og en femteplads blev det til i begge heat – og dermed også en samlet femteplads og ingen podieplads til Thomas Kjer Olsen i Kina, men bestemt en godkendt indsats fra danskeren, som allerede om 2 uger skal repræsentere Danmark i EM for Hold i Holland.
Ligesom sølvet til Thomas blev også VM-guldet sikret for et par afdelinger siden, og dette af spanske Jorge Prado. Det var derfor kun VM-bronzen, som der stadig skulle kæmpes om i Kina. På dagen blev Prado nr. 1, franske Tom Vialle nr. 2 og hollandske Calvin Vlaanderen nr. 3 – på det samlede podie blev det begiske Jago Geerts, som blev 4’er i den kinesiske afdeling, der endte med at tage VM-bronzemedaljen med sig hjem.
Om sin sæson sagde Thomas Kjer Olsen:
“Holdet arbejdede meget på opsætningen af motorcyklen i løbet af lørdagen, så at blive nummer 9 i tidskvalifikationen var skuffende og betød, at jeg ikke fik en god placering ved startbommen søndag. Jeg tror godt man kan sige, at det ikke har været min bedste weekend, men en positiv ting er, at jeg er fri for skader her op til VM for Hold, og jeg er klar til at begynde at arbejde frem mod 2020. Jeg havde rigtig god fart i begyndelsen af første heat, men pressede måske lidt for meget på. Da jeg nåede op til nr. 3, mistede jeg min rytme og faldt tilbage igen. Min fart var god, og det var jeg glad for. Jeg følte, at jeg kom godt tilbage i andet heat og fik en god start. Jeg forsøgte at holde mig fast på de tre forreste kørere, men efterhånden mistede jeg tid op til dem. To femtepladser er ikke den måde, jeg ønskede at afslutte sæsonen på, men alt i alt har det været et enormt positivt år for mig. Sølv i MX2-klassen er fantastisk, og den første del af sæsonen gik rigtig godt. Mit styrt i Indonesien ændrede lidt, og derefter havde jeg nogle flere styrt og en gang sygdom i Tyrkiet. Men nr. 2 i MX2 er rigtig godt. Jeg er meget motiveret til at arbejde hårdt, så jeg kan give alt hvad jeg har i kampen om titlen som verdensmester næste år.”
Se flere billeder og resultater på MXGP’s hjemmeside.