Kraftpræstation af danske Sara og Line ved VM Motocross for kvinder
Årets sidste afdeling af kvindernes VM i motocross blev søndag kørt i Afyon i Tyrkiet, og de danske motocrosskvinder Sara Andersen og Line Dam gjorde i den grad de rød-hvide farver ære.
Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg og Line Dam fra Randers Motor Sport er blandt de hurtigste kvinder i motocrosssporten – ikke blot i Danmark, men også på internationalt plan. Det har de bevist gennem VM-sæsonen 2019, og de satte en tyk streg under budskabet, da VM-sæsonens sidste afdeling denne weekend blev kørt i Tyrkiet.
Sara Andersen leverede nemlig i Tyrkiet sit bedste resultat nogensinde, idet hun kørte sig ind som nr. 2 på dagen – og dermed fuldt fortjent kunne betræde podiet efter 2. pladser i begge heat. Sara slutter på en 5. plads i den samlede VM-stilling – dette til trods for flere styrt undervejs i sæsonen.
– Det er en virkelig fed måde at afslutte sæsonen på, og jeg kan ikke vente til næste sæson. Jeg har forbedret mig en del denne sæson og virkelig vist, at jeg kan køre med de allerbedste i verden, fortæller en glad Sara Andersen til Crossnyt.
Line Dam blev nr. 5 i 1. heat og lå i toppen en god del af 2. heat, hvor hun dog efter et styrt endte som nr. 7. Dette gav en samlet 6. plads på dagen i Tyrkiet til Line Dam, som slutter sæsonen af som nr. 8 i den samlede VM-stilling.
Stort tillykke til de seje danske kvinder, som vi ikke kan andet end at glæde os til at følge på den internationale motocrossscene fremover.
Alle resultater kan findes på MXGPs hjemmeside.