TKO med i front ved VM
Anden afdeling af VM i motocross blev kørt i weekenden på Mantova, hvor Thomas Kjer Olsen udvidede listen over sine toppræstationer på den italienske bane.
Mantova har tidligere dannet ramme for Thomas Kjer Olsens store bedrifter, bl.a. ved VM for hold i motocross i 2021, hvor han tog sejren i første heat. Forventningerne blev da heller ikke mindre ved lørdagens kvalifikationsløb, hvor danskeren uden problemer kørte sig til en fjerdeplads.
Første heat om søndagen bød på en god start for Thomas Kjer Olsen, som fulgte op med vigtige overhalinger i løbet af de første par omgange. Med et køligt overblik og den rette aggressivitet lykkedes det danskeren at komme igennem det tætpakkede felt uden for top-10’en og placere sig som nummer seks.
I andet heat kom danskeren også godt fra start, og så blev jagten sat ind for et bedre resultat. Gennem heatet kæmpede Thomas Kjer Olsen om tredjepladsen mod hollandske Brian Bogers, men desværre trak hollænderen det længste strå og kørte over målstregen med danskeren lige i hælene på en fjerdeplads.
Indsatsen sikrede dog Thomas Kjer Olsen en samlet sjetteplads på dagen og sjettepladsen i den samlede VM-stilling med pointlighed med den samlede femteplads.
– Det var en god weekend for mig og mit team, og faktisk bedre end jeg havde regnet med. Jeg havde det godt gennem weekenden, lavede kun få fejl og havde aldrig følelsen af, at jeg overanstrengede mig. Jeg er meget glad for, at jeg kørte min til nu bedste kvalifikation om lørdagen med en fjerdeplads og mit bedste løb om søndagen med en sjetteplads og en fjerdeplads, fortæller Thomas Kjer Olsen.