Tre danskere klar som joker-kørere til Herning Supercross
Startlisten til Yamaha Supercross & Freestyleshow i Herning d. 31. januar / 1. februar begynder at tage form, og der er nu blevet koblet nogle spændende danske navne på jokerpladserne, som enten giver direkte plads i aftenshowet eller en plads som reservekører.
Som jokerkører er du din egen lykkes smed, da der på forhånd er reserveret en ledig plads til den jokerkører, der sætter den hurtigste tid under tidskvalifikationen om formiddagen, henholdsvis fredag og lørdag. Jokerkøreren med hurtigste tid går direkte videre til aftenshowet, mens køreren med næsthurtigste tid bliver dagens 1. reserve osv.
– Vi synes at jokerpladserne er en god mulighed for at give nogle unge hurtige kørere muligheden for at bevise deres værd, og for at få lov til at snuse til dét at køre inde i Jyske Bank Boxen. Dem vi har valgt her, har virkeligt fortjent det, og de har chancen for at komme videre til aftenshowet, hvis tingene flasker sig for dem. Det kan også blive en ekstra lille gave til publikum, hvis nogen overrasker, og så giver det forhåbentlig kørerne mod på mere Supercross fremover, siger løbsansvarlig Niels Bommer
De tre danske jokere er Mathias Tang, Lucas Sandbye Ankjær og Marcus René Petersen.
Mathias Tang har allerede kørt nogle supercrossløb i Holland og Tyskland denne vinter, og han har bl.a. trænet sammen med den mere rutinerede Frederik Goul, der også kører i Herning. Lucas Sandbye Ankjær har ligeledes kørt i både Holland og Tyskland, og løbsansvarlige Niels Bommer fortæller, at han virkelig var imponeret over Lucas, da han så ham køre i Holland. Marcus René Petersen har kørt meget supercross da han var yngre, men dem der følger dansk motocross, kender ham bedst fra at have domineret DM B MX2 klassen udendørs i år.
Det er tre spændende navne – som lige nu kan se ud til at få selskab af to svenskere – hvoraf én af dem altså kan køre sig direkte til aftenshowet henholdsvis fredag og lørdag.
Fotos: Mikkel Wendelboe/Klaus Rasmussen