Start til trial
Trial er en behændighedssport, hvor man på motorcykel skal gennemkøre flere sektioner i ujævnt terræn uden at sætte fødderne på jorden.
En bedømmer giver strafpoint for hver berøring af jorden, mens man kører en ad gangen i sektionerne, hvor hastighed sjældent er over 15 km/t.
Trial køres typisk i naturligt terræn, skov, marker, grusgrave eller andre steder, hvor man kan finde passende kuperet og vanskeligt terræn.
Sporten styrker din balance, motorik og opbygger ikke mindst selvtillid, der kommer af at overvinde terræn og forhindringer.
Du vil også opleve det unikke fællesskab, der binder alle sammen i sporten og ikke mindst knytter din familie tættere sammen, når man er afsted til træning og løb i de danske klubber.
Kom i gang med trial
Det er let at komme i gangmed Trial. I de fleste klubber kan du prøve en motorcykel under ordnede forhold. Og der er flere forhandlere med arrangementer, hvor nye kan prøve sporten i flere timer mod et mindre beløb.
Selvom motorsport koster lidt mere at starte til end mange andre sportsgrene, så har Trial en forholdsvis lav startudgift. Der er et stort marked for brugte trialmotorcykler, og der er noget for alle prisgrupper.
Dertil er der krav til at bruge det rigtige udstyr til sporten:
- Hjelm
- Støvler
- Rygbeskytter
Medlemskab og licens
Vil du i gang med trial, skal du først meldes ind i en klub. Start med at henvende dig til en DMU-klub i nærheden og få gode råd til at anskaffe det nødvendige udstyr samt hvordan du nemmest kommer i gang.
Når du har købt et medlemskab i en klub, skal du have en licens gennem DMU. Licensen skal fornys hvert kalenderår og fungerer som et ”kørekort”. Licensen gælder samtidig som en særlig ulykkesforsikring, der dækker ved alvorlige og varige skader.
Som helt nyt medlem kan du købe indslusningslicens til kun 700 kr. for et helt kalender år.
Få info om at starte til trial i DMU
Indtast din email og tryk på "send", så sender vi dig nyttig information om at starte til motorsport i DMU samt information om vores begivenheder, der kunne have din interesse.
Klasser i Trial
Oversigt Trial Klasser
| Klasse | Pile / spor | Beskrivelse
|
| C -klasse
– Begynder |
Hvidt spor | Hvid er det letteste spor, hvor svingene ikke er snævre, der er ingen store kanter og deslige. |
| B – DM-klasse
– Øvet |
Gult spor | Gule pile øger sværhedsgraden og kræver noget træning. |
| A – DM-klasse
– Erfaren |
Blåt spor | Blå er svært og kræver en del erfaring og en solid træningsindsats. |
| Elite – DM-klasse
– Højt niveau |
Rødt spor | Rød kræver et højt niveau, generelt fra flere års erfaring og meget solid træningsindsats. |
| + 40 Oldboys – Cup
– Nedgang i niveau |
Gult spor | For kørere over 40 år, der ikke oplever at have niveauet til enten at rykke op eller blive i A klassen. |
| Fri Trial – ingen præmie
– Valgfrit spor |
Valgfri | Klassen giver køreren mulighed for at teste et sværere eller lettere spor, end man plejer, som hjælp til valg af klasse. |
Trial-klasser uddybet
Trial-klasser uddybet
En sektion i et løb er ved hjælp af farve pile opdelt i 4 forskellige sværhedsgrader.
- Hvide pile er det letteste spor, hvor svingene ikke er snævre, og der ikke er stor kanter eller lignende og hvor man kan deltage med kun få timers træning.
- Gule pile er sværere og kræver noget træning
- Blå er svært og kræver en del erfaring og en intensiv træningsindsats.
- Rød er for de allerbedste med flere års erfaring og en massiv trænings indsats.
C Klassen: Her kører man som begynder, de hvide pile, og i denne klasse rykkes der til B når man har fået det krævede antal oprykningspoint, (se reglementet) man kan også frivilligt rykke til B klassen, men man kan ikke rykke tilbage. C kører Hvide pile
B Klassen: Her kører de oprykkede C kørere, og her kører man indtil man i et år opnår oprykning til A klassen. (se reglementet) det er en DM-klasse. B kører Gule pile.
A Klassen: Her kører de oprykkede B kørere, indtil man i et år opnår oprykning til Elite (se reglementet) det er en DM-klasse. A kører Blå pile.
Elite klassen: Den højeste klasse hvor de oprykkede A kørere kører. Det er en DM-Klasse. Elite kører Røde pile.
+40 Oldboys: Denne klasse er for kørere der er over 40 år og er oprykket til A klassen, og kørere der tidligere har kørt i A klassen, men som ikke føler, de har niveauet til A klassen. Der er ingen tvungen oprykning fra +40 oldboys, da de jo er oprykket til A klassen.
I +40 oldboys køres der en DMU cup og +40 oldboys kører Gule pile.
Fri Trial klassen: Her vælger køreren helt frit hvilket spor han/hun vil køre, han/hun kan således køre gul spor i en sektion, og blåt i den næste osv.
Klassen er for at give mulighed for at evt. teste et sværere spor, eller kørere et lettere spor en man plejer, det er helt frit hvor ofte man benytter muligheden.
Der er ingen egentlig rangering, og som udgangspunkt heller ingen præmiering, deltagerne betaler halv pris.
Besøg og snak med din lokale trialklub
På kortet finder du DMU’s klubber henvendt til trialkørere, hvor du kan klikke på de enkelte markeringer og se klubbernes hjemmesider. Men du kan også melde dig ind i en lokal motocrossklub i DMU og indløse licens til trial, da træning og løb oftest foregår rundt om i landet på forskellige private skovområder efter aftale med lodsejeren.
Hvis du har spørgsmål om at dyrke sporten, kan du også skrive en mail til DMU’s sekretariat på dmu@dmusport.dk.



