Velkommen til Enduro-sæsonen 2021

Det er tid at forny dit medlemskab i din klub

Dette kan du gøre på her, eller direkte i din klub

Når det er på plads, kan du købe licens, hvor der er sket lidt ændringer/tilføjelser:

  • Endurolicens koster fortsat 1200,- kr. (voksen), og med den kan du deltage i enduro træninger og løb, nationalt og internationalt.
  • Hvis du også vil træne på MX baner skal du tilkøbe en MX licens. Det koster 600,- kr. + 15,- kr. i gebyr. Med MX licens må du også deltage i MX løb. MX træningslicens, er bortfaldet.
  • Du kan også starte med at købe en MX licens til 1800,- kr., og så derefter en enduro licens til 15,- kr

Det gælder fortsat, at du skal have en enduro licens for at deltage i enduro træning og løb. Det er altså ikke nok kun at have en MX licens.

Indslusningslicens fortsætter, og dem som købte efter 1/8 2020 kan købe indslusningslicens også i 2021. Den koster fortsat 300,- kr.

Reglement for 2021 er klar. Eneste ændring er Junior kørere må få hjælp af alle til rep af MC i repområde, og hjælp KUN af Track Marshalls på sporet. Track Marshalls er dog ikke forpligtet til det. Læs det her.

Som mange nok ved er FIM og WESS blevet enige om at lave VM i Hard Enduro. Det er en virkelig god nyhed, da flere danskere allerede har deltaget i mange af de løb, og at man bibeholder systemet med uhindret adgang for amatører. Man kan altså måle sig med verdens bedste – og dårligste

Løb i militærområder: Der er fortsat ingen afklaring, og for tiden lejer forsvaret slet ikke områder ud til ekstern brug grundet Covid-19. Vi har søgt mange gange, men får prompte afslag. Sideløbende er der drøftelser i gang med Forsvarsministeriet, som har forståelse for vores problem, og de arbejder på at hjælpe os, og alle de andre sportsgrene/foreninger/klubber der lider under problemerne med ikke at kunne benytte områderne, samt de alt for høje priser. Om vi når at få en afklaring inden sæsonstart marts/april, er meget usikkert, men der arbejdes på det.

Løb 2021: Foreløbig er der desværre ingen løb planlagt i foråret, men det kan hurtigt komme. Kender du et område eller nogen, der har et område, må du MEGET gerne oplyse det til din klub, da vi har stærkt brug for alternativer til militærområder lige nu.

I efteråret er Børkop Enduro 28/8 og Billund Terræncross 12/9 på plads. Desuden forventes Sønderjysk i august, og 1 eller 2 løb mere. Løbene kommer i løbskalenderen så snart vi er sikre på de kan gennemføres.

I mellemtiden er der træninger rundt om i landet, så kom ud og få rørt knopperne og kroppen.

Mvh
SU Enduro