Vojens gør klar til Speedwayfest
Lørdag aften køres det 25. danske VM grandprix, siden serien blev indført i 1995. Arrangørerne forventer op mod 15.000 tilskuere der – sammen med millioner af tv seere – spændt vil følge årets tredje sidste VM afdeling. For danskernes vedkommende handler det især, om VM-etter Leon Madsen kan høste point nok til at forblive guld kandidat.
Af Ib Søby
Telefonerne gløder på kontorerne omkring Ole Olsen Lounge. Leverandører kører ind og ud af stadion i en lind strøm, og dusinvis af håndværkere arbejder på højtryk for at Vojens kan præsentere sig på bedste vis, når klodens speedwayfans i weekenden retter fokus mod det 44-årige speedwayanlæg i Sønderjylland.
– Vi har travlt med tusinde ting, men bliver klar til weekenden, siger manager Helge Frimodt Pedersen. Efter 15 år som teamchef for den 3-dobbelte verdensmester Nicki Pedersen, tiltrådte Frimodt Pedersen omkring nytår som fast medarbejder for boss Jacob Olsen.
– Det er et stort apparat, og noget af et puslespil med omkring to hundrede involverede. Men med vores erfaringer fra EM løbet i august har vi kunnet arbejde ind i dette set-up, som unægtelig er noget større og krævende, siger Frimodt Pedersen.
En fortrop fra den rettighedshavende britiske hovedarrangør BSI/IMG ér ankommet og har påbegyndt arbejdet med opsætningen i Ryttergården og fx præsentations og præmie-podiet, så det har samme layout som VM seriens tidlige afdelinger, senest i lørdagens tyske grandprix i Teterow.
Her missede det danske VM håb Leon Madsen desværre finalen, men han er stadig på en delt førsteplads, sammen med polske Bartosz Zmazlik. Til gengæld nåede Niels Kr. Iversen den tyske finale, og nærmer sig nu den livgivende top otte, som giver direkte afgang til 2020.
Iversen behøver dog ikke at bekymre sig om næste sæson. Han blev nummer to i årets kvalifikationsserie og er dermed sikret pladsen næste år. Det samme er slovenske Matej Zagar, men såfremt både Iversen og Zagar slutter i top otte, er der godt nyt for dansk speedway.
Det vil nemlig betyde, at Anders Thomsen, som blev nummer fem i kvalifikationsserien, således vil blive forfremmet til permanent VM deltager.
Efter Vojens mangler kun afdelingerne i Cardiff og Torun.
Lørdagens wildcard er tildelt det sjællandske stjerneskud Mikkel Michelsen. Han vandt EM afdelingen, netop i Vojens, i august måned. Det var et kæmpe resultat for Mikkel Michelsen og det fremmødte publikum, for nok er Danmark en af verdens bedste speedwaynationer, men danske sejre på hjemmebane er lidt af en sjældenhed. I grandprix-historiens hidtidige 232 VM afdelinger, er det kun sket seks gange.
I hold og par-sammenhæng har vi set flere danske VM-sejre i Vojens, men når det gælder de individuelle stjernestunder, skal vi frem til den 9. september 1995 for at finde en dansk hjemmebanesejr.
Det var samme år, hvor FIM havde indført grandprix-systemet. Det danske grandprix i 1995 var årets næstsidste, inden man sluttede sæsonen i britiske Hackney.
Den nuværende landstræner Hans Nielsen havde en stabil sæson, og havde inden Vojens været i fire finaler ud af fire. Med sejren i Vojens sikrede Nielsen reelt sin fjerde og sidste individuelle VM-titel.
9.9. 1995 Vojens
1. Hans Nielsen, Danmark
2. Sam Ermolenko, USA
3. Tony Rickardsson, Sverige
4. Tomasz Gollob, Polen
Året efter, i 1996, var Hans Nielsen igen på spil. Han nåede de tre første finaler og vandt i tyske Pocking. I Vojens blev Hans to’er efter Jason Crump, men Nielsen tabte guldet i Hackney med kun to point. Amerikanske Billy Hamill blev verdensmester.
Hans Nielsen havde dog en dansk sejr mere i sig, inden han indstillede karrieren i 1999. I 1998 nåede han to finaler. Den sidste i Bydgoszcz og forinden i Vojens, hvor han vandt.
19. 6 1998 Vojens
1. Hans Nielsen, Danmark
2. Chris Louis, England
3. Tony Rickardsson, Sverige
4. Jason Crump, Australien
Herefter skulle der gå otte år mere inden en ny dansk hjemmebane sejr. Det danske grandprix var nu – ganske storstilet – flyttet til Parken i København. Nicki Pedersen var i finalerne i 2003, 2004 og 2005, men uden at komme på podiet! Det blev til gengæld hans daværende danske rival, Hans Andersen, som i 2006 satte hovedstaden på den anden ende. Hans Andersen havde wildcard den aften og kvitterede med en overraskende sejr.
24.6 2006 Parken i København
1. Hans Andersen, Danmark
2. Jason Crump, Australien
3. Bjarne Pedersen, Danmark
4. Antonio Lindbäck, Sverige
Gennem fire år havde Danmark to grandprixløb. I Parken og i Vojens, hvor afdelingen blev døbt Nordic Grand Prix. Således også i 2012, hvor Nicki Pedersen endelig stod til at skulle sejre på hjemmebane, men på sidste omgang blev Pedersen snydt af aftenens wildcard Michael Jepsen Jensen. Jepsen Jensen havde en formidabel sæson som holdverdensmester i svenske Målilla og senere U21 verdensmester i argentinske Bahia Blanca.
22.9 2012 Vojens
1. Michael Jepsen Jensen, Danmark
2. Nicki Pedersen, Danmark
3. Emil Saytfudinov, Rusland
4. Jason Crump, Australien
I 2014 kørte man det sidste grandprix i Parken i København. Det var blevet for dyrt, men man lukkede festen, samtidig med at Danmarks Motor Union fejrede 100 års jubilæum. Derfor var Kronprins Frederik til speedway og kunne overrække pokalen til Niels Kr. Iversen.
28. 6. 2014 Parken i København
1. Niels Kr. Iversen, Danmark
2. Troy Batchelor, Australien
3. Greg Hancock, USA
4. Peter Kildemand, Danmark
Efter tabet af det danske nationalstadion rykkede VM grandprix-afdelingen til CASA Arena i den sportsglade by Horsens. Det blev til fire udgaver i den gamle fængselsby, inden man med udgaven i år er tilbage i Vojens. Men perioden i Horsens startede ganske flot.
8. 8 2015 CASA Arena Horsens
1. Peter Kildemand, Danmark
2. Matej Zagar, Slovenien
3. Michael Jepsen Jensen, Danmark
4. Tai Woffinden, England
De tre andre sejre i Horsens blev vundet af polske Maciej Janowski i 2016 og 2017, mens Woffinden sluttede øverst i fjor.
På lørdag i Vojens har Danmark fem skud i bøssen. Leon Madsen, Niels Kr. Iversen og Mikkel Michelsen. Endelig har de to banereserver også en lille chance, hvis de kommer tidligt ind i løbet. Det er Michael Jepsen Jensen og Anders Thomsen, som dog skal dele heats mellem sig, så det er kun teoretisk, at en af dem skulle nå semifinalerne, men dog ikke helt umuligt.