Wildcard sender dansker til VM
Foto: SP8 Images
Simon Jespersen har markeret sig på den internationale scene i Road Racing denne sæson. Det har vakt interesse hos teamet Kallio Racing, som har sikret et wildcard til den danske kører til to VM-afdelinger i Supersport-klassen.
Road Racing er en af de mindre motorsportsgrene i Danmark, men en af de mest populære motorsportsgrene globalt med mange følgere, udøvere og tilskuere.
Simon Jespersen er dog en af de få danskere i øjeblikket, der er med helt fremme i sporten og kan følge med de bedste kørere på de store internationale teams.
Simos talent og gode resultater har derfor sikret ham et wildcard til to VM-afdelinger i år. Dermed bliver han også en af de første danskere i nyere tid til at køre VM i Road Racing i den øverste Supersport-klasse.
– Det er rigtigt stort for både mig og den danske Road Racing sport. Det kræver et enormt arbejde at nå hertil, som i mit tilfælde har betydet mange år med ture til udlandet for at træne og konkurrere på de bedste baner, fortæller Simon Jespersen.
Simon fortæller også, at han trods wildcardet fra Kallio Racing, selv har stået for at finansiere sin VM-deltagelse med støtte fra familie, venner, Danmarks Motor Union og motorsportsmiljøet.
Målet er et helt VM
Simon Jespersen er blevet kontaktet af store teams ved flere lejligheder for at træde til som reservekører. Målet er dog at blive fast tilknyttet et team med kompetencerne og ressourcerne til at køre et helt VM.
Wildcardet til de to VM-afdelinger tyder dog på, at Simon Jespersen er godt på vej, og han tror på, at det snart bliver til mere.
– Man må tage imod alle muligheder for at vække interessen hos de internationale teams, men mange lægger allerede mærke til mine resultater. Så det går den rigtige vej, og der kommer sikkert endnu flere chancer den kommende tid, fortæller Simon Jespersen og afslutter:
– Lige nu skal jeg bare koncentrere mig om de to VM-afdelinger, og her skal både Kallio Racing Team og folkene omkring mig have en kæmpe tak for at have hjulpet mig hertil.
Simon Jespersen deltager i følgende VM-afdelinger:
- Pirelli French Round, d. 9. – 11. september (FR)
- Catalunya Round, d. 23. – 25. september (E)
Se resultaterne på worldsbk.com