E. Trasborg på banen som landsholdsponsor i speedway

E. Trasborg er et kendt navn i speedway-kredse og har været sponsor af landsholdet ved flere lejligheder. Nu er den speedway-glade direktør igen på banen i 2023 med et stort sponsorat til landsholdene.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at den nye landstræner i speedway, Nicki Pedersen, har store planer med de danske speedwaylandshold. Både A-kørerne såvel som ungdomsrækkerne skal have et løft i forhold til national interesse og fremtoning som topprofessionelle sportsudøvere.

Til det skal der bruges støtte fra sponsorer, der kan hjælpe med at gøre sporten og de danske landshold til en del af noget større.

– Man må bare sige, at Kurt Hansen, der er direktør i E. Trasborg, både har ambitionerne og kærligheden til speedway, som vi skal bruge, fortæller Nicki Pedersen og fortsætter:

– Han støtter sporten på mange områder, og derfor er jeg også rigtig glad for, at E. Trasborg giver os et stort sponsorat til vores landshold. Det er endnu et stort skridt til at fremme speedway i Danmark og ikke mindst støtte vores dygtige kørere på tværs af rækkerne.

Vigtigt at støtte op om sporten

Speedway har en hel særlig plads i hjertet hos Kurt Hansen, som ser frem til at se kørernes udvikling under Nicki og ikke mindst resultaterne i denne sæson:

– Vi er glade for at støtte op om både kørere og klubber, og da Nicki henvendte sig vedrørende sponsorat til landsholdet, var vi hurtige til at træde til. Vi har tidligere støttet landsholdet, og derfor var det naturligt for os at træde til igen, fortæller Kurt Hansen og afslutter:

– Det har været en hård tid for mange sportsudøvere med Covid 19 og efterfølgende krig. Derfor er det også vigtigt, at virksomheder kan træde til og bakke op om sporten – både for at finde og udvikle de unge gutter samt støtte eliten. Vi glæder os til at være med igen og håber på gode resultater for landsholdet, ikke mindst ved det kommende Hold VM, som forhåbentlig ender med Danmark som vinder.