”Løfter vi i flok, kan vi også tage guldet”
Foto: SportXpress
Danmarks speedwaylandshold kunne onsdag aften køre sig direkte i lørdagens finale i VM for hold. Målet er ikke kun VM-guld, men også at få en stærk holdånd blandt de danske top-kørere.
Der var masser af god dansk energi i ryttergården onsdag aften, hvor landsholdet i speedway leverede en flot indsats og kørte sig direkte i finalen for hold-VM.
Man har nemlig arbejdet målrettet på at samle alle omkring det danske team, så holdet står så stærkt som muligt, både når der er medgang og modgang på banen.
– Mit mål er at samle os som et hold. Derfor har jeg og (red. den assisterende landstræner) Henrik Møller brugt rigtig meget tid sammen med kørerne hele ugen i Wroclaw. Det har gjort en kæmpe forskel, og man kan mærke, at kørerne stråler og der er en fed stemning på holdet, som vi kan tage med ind i ryttergården og på banen, fortæller landstræner Nicki Pedersen og fortsætter:
– Vi har opbygget en stærk tillid til hinanden, så man ikke føler sig alene på banen. Det tror jeg bliver en enorm styrke for vores hold, når vi kører finalen lørdag aften. For de polske kørere er storfavoritter, men hæver vi vores indsats og løfter vi i flok, så kan vi også tage guldet.
Foto: SportXpress
Alle er del holdet
Det blev en spændende afslutning på kvalifikationsløbet onsdag, hvor Australien satte alt ind for at slå Danmark. Men selv med en ærgerlig dansk udelukkelse i et af de sidste heats, så kunne ingen overhale Danmarks pointforspring.
Alle kørerne på landsholdet blev også sat ind, for ifølge landstræneren er det vigtigt at få alle på banen:
– Vi er alle en del af holdet, og vi skal alle om muligt i aktion, så vi også kan give ris og ros til hinanden. Jeg er rigtig stolt af gutterne, for vi har fået et rigtig godt sammenhold. Det samme gælder deres mekanikere, som vi i lige så høj grad inddrager som et samlet dansk team, hvor vi alle kan hjælpe hinanden.
– Det er også en super spændende konstellation med mig som kørerne landstræner, hvor jeg med ro i sind kan lade Henrik Møller træde til bag kulissen. For her har Møller bare så meget knowhow og rutine omkring landsholdet, at vi både får en rigtig god sparring, mens jeg også kan koncentrere mig om at køre, afslutter Nicki Pedersen.
Der skal også lyde en stor tak til 3P Logistic, 3PLFRIGO og E. Trasborg, der som sponsorer har ydet en kæmpe støtte til de danske landshold.
Finalen i VM for hold køres lørdag aften i polske Wroclaw kl. 20.00. Polen er som værtsnation allerede kvalificeret, mens Danmark og England har kørt sig direkte i finalen. Fredag aften køres der om den fjerde og sidste finaleplads blandt nationerne, der ikke kvalificerede sig direkte.
Du kan se Speedway World Cup finalen på Discovery+ og på 6’eren lørdag d. 29/7 kl. 20.00