Et hav af tilskuere og spænding til Nordisk Mesterskab
Vordingborgs havnefront blev kulissen for Nordiske Mesterskab i Aquabike, og folk strømmede til fra byen og nærområderne for at opleve de nordiske sejlere i aktion. Sjældent har et Nordisk Mesterskab været så velbesøgt – en succes, der i høj grad kan tilskrives de frivillige fra bl.a. Bårse Jetski Klub samt Sverige og Norge, der sammen gennemførte et fantastisk arrangement.
Danskerne lagde godt fra start i Runabout GP1-klassen med en flyvende Marcus Jørgensen. Mon ikke at hjemmebanefordelen gav lidt ekstra kræfter, han vandt i hvert fald samtlige heat, og den unge sejler holdte en helt formidabel form i en indtil videre glimrende sæson. Vi glæder os til at se, om han holder kadencen året ud.
Og apropos unge talenter, så kunne man også kaste et blik lige over til den anden side af Øresund og finde hele to styk: Svenske Samuel Johansson og Edvin Samuelsson, begge på 17 år og som stillede op i Runabout GP1 for første gang under NM19. De præsterer altid at ligge sig i toppen, og løbet i Vordingborg var ingen undtagelse. Her sloges de to landsmænd om den samlede andenplads, og det blev til sidst Samuel, der steg op på skamlen med andenpladsen lige foran Edvin.
Ski GP1-klassen udviklede sig til et drama allerede fra start, hvor en af favoritterne Daniel Svae Andersen havde et voldsomt styrt i første heat – og motorproblemer i andet heat. Kampen om førstepladsen stod derfor mellem danske Anders Keller og svenske Emma Neilie Örtendahl.
I første heat kæmpede Anders sig op fra en 5. position til en førsteplads med Emma lige i hælende. De to sejlere gav dog hinanden kamp til stregen og byttede pladser i andet heat. Det hele skulle dermed afgøres i sidste heat. Her kom Anders godt fra start og lå til at vinde mesterskabet, men desværre satte motorproblemer en stopper for drømmen og Emma kunne nemt sejle udenom og sikre sig det samlede mesterskab.
Motorproblemerne betød, at det nu blev meget tæt i kampen om andenpladsen. Anders måtte kæmpe med næb og klør for at holde fat i sin podiedrøm, mens Andreas Thiesson nu øjnede muligheden for at komme på podiet.
Det sluttede hæsblæsende tæt med blot et points forskel mellem anden- og fjerdepladsen. Anders sikrede sig andenpladsen foran Andreas, som kunne bryste sig af en tredjeplads på trods af pointlighed med den norske sejler Ulrik Berntsen, da Andreas sluttede foran Ulrik i første heat. Så det var en kæmpe fornøjelse at se hele to danskere på podiet i GP1-klassen.
De svenske talenter Samuel Johanson og Edvin Samelsson var igen på pletten i Runabout GP2. Her kæmpede de om den samlede førsteplads i hver heat, og igen kunne Samuel sejle førstepladsen hjem foran Edvin.
Dermed var der dømt dansker kamp om tredjepladsen mellem den erfarne VM-deltager Jan Jensen og den lidt yngre Jacob Haugaard. De to sejlere skiftede pladser frem og tilbage i løbet, men til sidst trumfede erfaringen ungdommen, hvor Jan Jensen hev tredjepladsen i land med et enkelt points forskel.
Svenske Emma Neilie Örtendahl var også på spil i Ski GP2, og med hele tre sejre sikrede hun sig endnu en førsteplads foran sin landskvinde Jonna Borgström. Der var således kamp om tredjepladsen lige indtil sidste heat, hvor det lykkes danske Mads Koch Hansen at kæmpe sig fem pladser op gennem feltet og dermed sikre sig den sidste podieplads foran Tommy Olin fra Finland.
Mel Kowalcyk fra Tyskland var favorit i Runabout GP4, men udgik allerede i første heat, hvor han ellers lå på andenpladsen lige efter danskeren Oliver Koch Hansen. Oliver forsatte den gode stime efter første heat med to andenpladser for så at sikre sig den samlede førsteplads – skarpt efterfulgt af de to svenske sejlere Erik Persson på andenpladsen og Linus Lindberg på tredjepladsen. Her sikrede Linus sig tredjepladsen efter et flot sidste heat, der lige nøjagtig var nok til at sikre ham podiepladsen med blot et point foran Richards Fukss fra Letland.
SKI GP3-klassen var præget af en intens stemning under alle starter med et hav af dueller og styrt. Det var et underholdende spektakel, især på grund af den lidt hårde vind, som skabte udfordringer for nogle af sejlerne med at kontrollere deres ski i bølgerne.
Problemerne var dog ikke til at spore hos Ungarske Martin Sumegi, der vandt med otte point foran sin nærmeste konkurrent fra Finland Severi Salonen. Tredjepladsen blev indtaget af Dag Martin Drange, der viste stor fightervilje i første heat og kæmpede sig hele vejen op gennem feltet.
Juniorklassen for de 13-15-årige (Ski 3.3) bød på en ung nordmand, Theodor Liseth, der sejlede alle sine konkurrenter i sænk med hele tre sejre. Der var ikke mange, som kunne følge med det norske talent. Efter ham stod kampen mellem Severi Salonen fra Finland og Diogo Barbosa fra Portugal, og her blev det finnen, der løb med andenpladsen.
Juniorklassen for de 9-12-årige (Ski 3.2) skulle også prøver kræfter med bølgerne, og her blev der kæmpet ihærdigt om hver position. Det blev den Ungarske Csongor Jazai, der sejlede sig til førstepladsen efterfulgt af danske Mads Hansen på andenpladsen, Frederik Frandsen på tredjepladsen, Andreas Larsen på fjerdepladsen og slutteligt Julian Kristoffersen på femtepladsen.
De mindre øvede sejlere i introklassen SKI FUN var også med til Nordisk Mesterskab i Vordingborg. Her finder vi ligeledes en dansker på podiet; Matias Mulvad, der sluttede på en flot tredjeplads lige bagved de to svenske sejlere Richard Svensson og Patrik Nilsson, som henholdsvis sluttede på første- og andenpladsen.