Glen Meier kører EM for JK Yamaha Racing Team

Glen Meier og Team Specialmontering har indgået et samarbejde med det italienske JK Yamaha Racing. Et samarbejde, der giver Glen Meier plads under teltdugen hos det italiensk baserede team ved alle EM MX2 afdelinger.

– Jeg glæder mig til at kunne fokusere på EM og stadigvæk samarbejde med team specialmontering. Den her aftale giver mig de rigtige forudsætninger for, at det kan blive en rigtig god sæson vi går ind i, siger Glen Meier.

Glens førsteprioritet vil i 2020 være EM MX2, men han vil også køre de danske mesterskaber, som kalenderen tillader. Derudover skal Glen også køre det internationale italienske mesterskab i foråret.

– Jeg er utroligt glad for den aftale, vi har indgået med det italienske team. Først og fremmest giver det Glen mulighed for at udfolde sit talent fuldt ud, og det er vi glade for at kunne hjælpe med. Derudover giver aftalen også resten af teamet nogle fordele, så jeg forventer, at det bliver rigtigt godt, siger Thomas Withen, teamchef for Team Specialmontering.