Vovehals og tv-stjerne til SuperCross i Herning
Freestyle motocross-køreren Alex Porsing er blevet kendt i hele Danmark, da han vandt TV2’s populære talentprogram ‘Danmark har talent’. Nu kan fans glæde sig til at opleve vovehalsen fra Kibæk live, når Alex Porsing viser stunts til Yamaha SuperCross & Freestyle Show i Jyske Bank Boxen 31. januar-1. februar 2020.
Jyske Bank Boxen bliver igen forvandlet til en hæsblæsende stuntbane, når motocross-kørere fra både ind- og udland mødes i Herning med masser action, store ramper og høj fart på programmet. Yamaha SuperCross & Freestyle Show er et af de mest populære supercross-arrangementer i Europa, og i år kan specielt de danske fans glæde sig til at byde en lokal stjerne velkommen i Jyske Bank Boxen, når Alex Porsing optræder til Freestyle Show.
– Jeg har fulgt Alex i mange år, og allerede tidligt i hans karriere udviste han talent. For syv år siden fik vi lukket Jyske Bank Boxen ned i forbindelse med Yamaha SuperCross & Freestyle Show, så Alex kunne få lov at køre helt alene på de store ramper. Det gik godt, og i dag bliver man jo ikke overrasket, når man ved, at Alex sidenhen har udviklet sig til at blive en de bedste motocross-kørere i hele verden, fortæller Lars Green, arrangør fra ASP Event og manden bag Yamaha SuperCross & Freestyle Show.
Vildt tv-stunt og fremtidsdrøm om Jyske Bank Boxen
Både tv-værter, dommere og tusindvis af seere holdt vejret i spænding, da Alex Porsing skulle optræde med sit finaleshow i ‘Danmark har talent’. Med bind for øjnene lavede motocross-køreren et backflip i studiet – en imponerede og nervepirrende bedrift, der kan gå galt ved bare den mindste fejl. Alex Porsing er den eneste i verden, der har udført det stunt.
– Det er et sindssygt svært stunt, Alex laver, og det siger meget om hans niveau. Og han har ikke toppet endnu. Det er jeg overbevidst om. Vi glæder os til at se ham optræde i Herning, og ifølge Alex selv drømmer han om at hoppe med en motorcykel ovenpå Jyske Bank Boxen engang i fremtiden. Det ville være stort, afslutter Lars Green.
Yamaha SuperCross & Freestyle Show i Jyske Bank Boxen bliver traditionen tro afholdt samtidigt med Motorshow, Danmarks største bil- og motorcykelshow, i MCH Messecenter Herning. Messehallerne bliver spækket med nyeste og bedste på to og fire hjul, mens publikum i Jyske Bank Boxen kan se frem til to dage proppet med adrenalinpumpende show og ræs.
Oplev Alex Porsing live til Yamaha SuperCross & Freestyle Show. Arrangementet bliver afholdt i Jyske Bank Boxen 31. januar-1. februar 2020. Læs mere på supercrossherning.dk
Foto: ASP Event / MXCarro