IDM Finalen i Hockenheim 2023

Billeder og tekst: Steen Pedersen

En åndeløs spændende weekend for alle 3 danske deltagere på dette ikoniske motorsports-anlæg syd for Frankfurt. Oliver Svendsen, Julius Ahrenkiel-Frellsen og Ty Henriksen fik repræsenteret Danmark på bedste vis på både bane og i ryttergården.

En meget hektisk weekend, der for os tilskuere og skribent startede med el-bil og kilometerangst (mest for undertegnede). Kort før afgang fredag ved 15-tiden indløb ”bestilling” af ekstra reservedele til Julius, der allerede havde smadret flere dele på sin KTM 250 racer. 4 fælge og dæk, samt en kåbe måtte hentes på lageret og pakkes ned i Tesla’en. Godt vi kun var 3 i bilen. Totalt fyldt var den. Afsted på den 1050 km lange tur. Overnatning fra kl. 0145 til kl. 0545 lørdag morgen  og videre de sidste 280 km til banen.

Med DMU og Søren Andersens hjælp kunne vi komme helt ind i ryttergården (presseakkreditering) lige ved danskerlejren og klar til tidtagning. Et overvældende stort anlæg.., altså virkelig wooow, så vi skulle op i gear for at nå ud til kig på tidtagningen.

OLIVER SVENDSEN med far Carsten var i deres B.ART team fint kørende. Oliver kørte rigtig gode tider på sin Kawasaki Ninja 400 i SSP 300 klassen. Denne klasse, hvor også Ty Henriksen deltog, samt NTC klassen med Julius, var klart weekendens mest seværdige og begge klasser med ultra hård konkurrence. Også længere nede i feltet. I SSP 300 deltog flere kørere, som også kører på top-VM niveau.

Meget overraskende var begge dages løbsresultat for Oliver, der kom hjem med sæsonens klart bedste resultat. 6’er i tidtagning, 5’er lørdag og en podieplads som 3’er i søndagens finaleløb. Det betød således, at en ellers samlet 14-15 plads blev ændret til top 10. Faktisk var både Carsten og jeg næsten målløse over, hvor godt Oliver formåede at køre. Han virkede selv ret rolig og overskudsagtig. Efter 5. pladsen lørdag talte vi om dagen. ”I morgen tager jeg mindst en 3. plads. Det burde jeg også have gjort i dag..”, sagde Oliver. For pokker en selvtillid.

Som sagt så gjort. Vanvittigt spændende race, hvor Oliver hentede den planlagte 3. plads, kun 3/10 fra sejren. Jeg er dybt imponeret, når man kender den hårde konkurrence. Ty, som er nykåret svensk mester (tillykke med det), kom i mål på en i øvrigt flot 13. plads, men 37 sek efter. Det siger noget om, hvor hård konkurrencen er her i IDM, da Ty benytter samme materiel som Oliver.

Helt tydeligt var Oliver også superglad, selvom en sejr havde været sjovere. Næste mål for Oliver er usikkert. Formentlig ikke IDM igen, da det er dyrt at deltage. Hm måske en sponsor så hans løb….?? Carsten nævner, at tanker om evt at køre i USA, måske østen ikke er urealistiske. Helst USA i givet fald, grundet lettere tilgængelighed fra DK. Men vi må se, siger både Carsten og Oliver. Alt andet lige blev årets sæson afsluttet intet mindre end fantastisk for det lille jyske team.

TY HENRIKSEN er som nævnt lige blev SM 1’er i SSP 300 klassen. ”I Sverige kører de ikke langsomt, men IDM er altså en helt anden verden”, siger både Ty og far/teamchef Lars samstemmende. ”Men skal man have hår på brystet, må tage hen hvor det gror”, siger manden (Lars H), på hvem der gror et stort skæg..!

Ty havde det noget hårdt i tidtagningerne, hvor han endte som 17’er 4,2 sek nede. Det blev omsat til en 16. plads lørdag og en 13. plads søndag, men her med en klar forbedring og meget tættere på førergruppen. Så også Ty og Lars følte sig godt tilpas med en god sæson afslutning. Næste års planer er ikke helt fastlagt, men igen IDM i SSP 300 er målet.

MARKUS STORM og hans far Christian havde også taget turen til Hockenheim for at tjekke muligheder ud. Northern Talent Cup som Julius er et af målene, og flere personer i relevante teams blev da også kontaktet, men uden at der kom en fastlagt aftale i stand. Mon ikke Christians chef (Markus’ mor) også lige skal spørges om der er 2-300.000 til en sæson i NTC. Markus er som bekendt i RR-kredse også en del af DMU’s ungdoms talentgruppe.

JULIUS FRELLSEN var uden tvivl den mest pressede i dansker-lejren. Både guld og sølvmedaljer var inden for realistisk rækkevidde. Omvendt kunne en ret sikker bronzemedalje også let tabes. Uha, det var ikke en rar optakt fredag, da Julius måtte indkassere hele to styrt, men ret omfattende skader på raceren og dermed dårlige omgangstider og for lidt køretid. Rigtig mange andre styrtede også, så ikke kun Julius havde fået ”tennis-albue” i den ret kraftige fredagsregn.

Banen har mange ujævnheder, som de 2 topkørere Lenoxx Phommara, Schweiz og Rocco Sessler, Tyskland (Julius’ makker i det store MCA team) kender til perfektion, da de har Hockenheim som hjemmebane. Til stor ros for mange konkurrenter, så var hjælpen nær og stor fra andre teams, så Julius’ racer blev klar til lørdagens tidtagning og løb. Tidtagning forløb OK med en 9. plads, der dog blev ændret til en 12., grundet en straf i forbindelse med fredagens styrt. Nå men i det mindste var hans selvtillid blevet godt bearbejdet, både ved egen hjælp, men også fra seriens træner Diego, som er særdeles god til at tage hånd om alle klassens unge racerkørere.

Løb 1 kom godt i gang med Julius ud af røret som en raket og en hurtig 3. plads på 2-3. omgang. Rocco og Lenoxx var dog stukket af, og de øvrige mistede slipvind. Den næsten umenneskeligt hårde kamp kostede desværre igen et styrt til Julius på ca. omg. 10. Arrrgh, men kort efter kom han racende forbi målstregen. Han kom i mål som nr. 15 på ganske OK tider, så både han og racer var tilsyneladende i orden.

I spidsen var kampen mellem titel-kandidaterne ubarmhjertig. Rocco’s overhaling af Lenoxx endte i et selvforskyldt styrt for sidstnævnte, kun 80 m fra mål. Superærgerligt for ham, da en 2. plads ville have været fin. Raceren kunne ikke fortsætte som Julius’. Nå men intet var tabt, der kunne stadig laves om på alt til søndagsens finaleløb. De virkede nu til at havde sovet OK alle tre medalje-kamphaner.

Måske havde forældre, teamchefer, mekanikere og andre supportere sovet knap så godt. I hvert fald var der en ret hektisk stemning og lidt lynende øjene her og der, søndag inden både tidtagning og løb. Julius virkede fokuseret, farmand Johannes ligeså, mens mor Lea havde ret meget kriller i maven. Johannes og jeg havde fordelt opgaver mellem os, så det gik super. Endnu mere super gik løbet for Julius. Skarp og beregnende kørte han sig hurtigt i top 3. fra 9’ende startplacering. Rocco havde det tydeligt sværere, mens Lenoxx lagde sig i front.

I dette løb 2 var der ingen, som gav ved dørene. Her var alle knap 25 startende vildt opsatte på at vise, hvad de duede til. Guld, sølv og bronze skiftede ”ejer” adskellige gange under løbet, så der nærmest blev tale om mavesår og opkastfornemmelser for kørernes familiemedlemmer, teamansatte og venner. Især var Rocco’s lejr i skiftevis oprør og ekstase, da Lenoxx førte og Julius også var foran Rocco. Det endte med sejr til Lenoxx, med Rocco 3’er og Julius 2-3/10 dele efter som 4’er. Nøøijj et race. Således vandt Rocco NTC-cup’en foran en meget berørt Lenoxx og en lettet Julius.

15-20 min efter løbet udførtes en flot sejrsceremoni, hvor Julius faktisk nævnte, at han godt kunne have overhalet flere af de førende, men at det ikke ville havde betydet samlet ændring for ham, men guld forvandlet til sølv til hans teamkammerat Rocco. Hmm real teamspirit må man sige.

Tak for en fantastisk oplevelse. J and J (far og søn) bliver i det sydlige de næste 2-3 uger for at deltage i tests på en hurtigere ETC racer (Honda 250) hos et stort fransk team anbefalet af Dorna og træner Diego. Afsluttende med wildcards i oktober og finaleløb på Valencia 3-5/11. Sådan. Ingen slinger her, bare skoletasken med og få lavet lektier undervejs.

Tesla’en var retur på Stevns mandag morgen kl. 0330 med undertegnede som noget mindre kilometer-angst for lange tur i el-bil..!!