Michelsens gennembrud
Det har længe været et fakta i det danske speedwaymiljø, at Mikkel Michelsen har talentet til at drive det vidt. Lørdag aften satte den 24-årige sjællænder en tyk streg under sit format. Han fik sit internationale gennembrud med triumfen ved Ovethi – Dæk.dk Third Round i Vojens.
Af Ib Søby
At åbningsløbet i den nye æra for Vojens Speedway Center skulle ende med hele tre danskere i finalen, havde hverken Jacob Olsen eller Helge Frimodt Pedersen turdet håbe på. Men det skete altså efter et fantastisk nerveflænsende og intenst ræs. Nicki Pedersen, Michael Jepsen Jensen, polske Kacpar Woryna og Mikkel Michelsen dystede, til sidst, om champagne og pokaler på podiet, samt vigtige point i EM stillingen, der nu er helt åben inden sidste runde i Chorzow i Polen i september.
Sjælland har i nyere tid ikke været forvænt med speedwaykørere på absolut topniveau. Der var legenden Morian Hansen, født i Frederikssund, som blev nummer 11 ved det allerførste VM i London 1936. Senere kom Kiehn Berthelsen fra København, og i 60érne var den store danske stjerne Kurt W. Petersen fra Ringsted, som blev Europamester i 1964. Glemmes skal heller ikke Hillerøds Michael Lohmann, som blev holdverdensmester i 1978.
Slangerup og Glumsø har i lang tid været arnestederne for sjællandske speedwaytalenter. Den 19. august 1994 blev Mikkel Michelsen født i Nykøbing Falster. Han havde fart i generne, idet både hans onkel Jørgen, morfar Niels og far Ole, havde kørt speedway og motocross. Derfor var motorsporten en væsentlig del af Mikkels barndom, men det var først i 6 års alderen, at han prøvede sig på slaggerne.
Ole Michelsen havde fået et nyt job og derfor var hele familien flyttet nordpå til Ølstykke, ikke langt fra banen i Slangerup. Mikkel blev medlem og begyndte på 50cc. I den klasse vandt han DM i Holsted 2003. To år efter rykkede folkeskoledrengen op på 80cc, med Ole som chefmekaniker. I 2007 blev Mikkel Michelsen dansk mester på 80cc,. Og året efter vandt han YGT i Skærbæk. Denne titel genvandt han i polske Rybnik i 2009. Nu var der ikke længere tale om en hobby, og i 2010 debuterede han på 500cc, både i 1. Division og på Slangerups Superliga hold.
Han blev hurtigt indlemmet i den danske landsholdstrup og har både U21 hold VM sølv og guld – Pardubice 2013 – på sit CV. Samme år blev han også dansk mester i U 21 regi.
Siden er han støt og roligt blevet bedre år efter år. Ole har for længst ladet sønnen være sin egen boss, og koncentrer sig om sit tekniske isoleringsfirma Danmat.
I dag bor Mikkel Michelsen primært i Rybnik, men kører fuldt professionelt program i de vigtigste ligaer. Han har en meget spændende måned foran sig, for ikke nok med, at han nu er storfavorit til et wildcard til det danske VM Grandprix, lørdag den 7. september, han er også klar til Grandprix Challenge i Gorican i Kroatien den 24. august, om tre pladser til næste års VM serie.