Nyt om Speedway DM-semifinalen

Der har været meget dialog frem og tilbage de seneste dage, efter at en række kørere, der er kvalificeret til DM-semifinalen, har meddelt, at de ikke har mulighed for at deltage.

Dette har naturligvis givet en stor udfordring og medført en række diskussioner.

Man har vendt og drejet mange mulige løsninger heriblandt seedning af færre eller flere kørere, eller en flytning af semifinalen til en dansk løbsdag med den konsekvens at aflyse/flytte ligamatcher, samt afsøgt muligheder for, at de forhindrede kørere kunne få lov at køre alligevel.

Desværre har disse løsninger ikke været mulige, blandt andet fordi alle kørere, der har kvalificeret til semifinalen, på den ene eller den anden måde ville kunne føle sig snydt. Enten fordi man fratager mange kørere muligheden for at komme med i DM-finalen eller ved at lade nogen køre med i semifinalen, der ikke har kvalificeret sig i første omgang.

Udgangspunktet må i sidste ende være, at der ikke er nok af de kvalificerede kørere, der kan stille op i den planlagte semifinale. Derfor har Sportskommissionen truffet den hårde, men nødvendige beslutning, at aflyse DM-semifinalen d. 18/5.

Situationen illustrerer endnu engang, at det er meget svært at planlægge DM-kalenderen ud fra bl.a. de danske ligamatcher, VM-løb og datoerne i de udenlandske ligamatcher, hvor man i dette tilfælde står med en hel håndfuld danske kørere, der er kvalificeret til en semifinale, men samtidig bliver pålagt at køre i en udenlandsk liga.

Vi ved, at løsningen på ingen måde gør alle glade, ligesom ingen af de andre alternativer ville kunne gøre alle glade. Men vi er kede af ulejligheden både overfor de ramte kørere og Outrup Speedway Club.

Vi er i øjeblikket i dialog med Outrup Speedway Club og arbejder sammen med klubben om at finde en ny dato for semifinalen. Når vi ved mere, kommer vi tilbage med en udmelding.