Vær med til at sætte retningen for dansk Enduro

Når sæsonen planlægges og endurosporten skal udvikles, er du med til at sætte retning og rammer for dansk Enduro som medlem af Enduro Sportskommissionen.

Sportskommissionen består af frivillige, der er valgt af DMU’s klubber til at skabe de overordnede rammer for sporten og løbende igangsætte nye initiativer.

Til marts er der valg igen med ledige poster i sportskommissionen, eller SK som det hedder i daglig tale, hvor medlemmerne af DMU kan stille op.

Men hvad består arbejdet mere konkret i, tænker du så?

Helt grundlæggende, så skal Enduro-reglementet gennemgås og eventuelt rettes til inden en ny sæson. Og så skal der selvfølgelig laves en løbskalender med DM-løb, pokalløb og breddetræninger.

De to punkter er heldigvis ofte overstået ret hurtigt med hjælp fra klubberne og enduro-koordinatoren på DMU’s kontor.

Gennem resten af sæsonen er der plads til at arbejde med at udvikle sporten for kørerne og klubberne, og ikke mindst talenterne i samarbejde med DMU’s landstræner i Enduro.

SK har et budget, og groft sagt råder man ret frit over disse midler, så man kan igangsætte nye projekter eller lave aktiviteter, der gavner sporten og kørerne. Alt sammen vendes og aftales på SK-møder, som afholdes 1 gang om måneden.

Som eksempler på initiativer, som SK senest har arbejdet med, kan nævnes:

  • Den nye XC-serie, der er startet i 2023
  • Det nye fokus på talentudvikling med landstræneren samt ATK-indsats
  • Planerne om at opstarte ”Mini Enduro” i 2024 for børn i alderen 8-13 år
  • Og et øget fokus på Enduro i Danmark gennem initiativet #MereEnduro

Det er indsatser som disse, man får mulighed for at arbejde med som medlem af Sportskommissionen.

Ellers handler det også om at være synlig ude ved træninger og løb, hvor man kan stå til rådighed for spørgsmål og snakke med kørerne om nye ideer eller problemer, som bør løses.

Det er selvfølgelig flere aspekter og et vist ansvar forbundet med at være del af Sportskommissionen. Men lyder det som noget for dig, er du altid velkommen til at kontakte Enduro SK-Formand, Claus Beyer, på mail claus.beyer@hotmail.com eller mobil 5058 1113, som kan fortælle mere om at blive del af Sportskommissionen og arbejdet i denne.

Du kan finde opstillingsblanketter m.m. her med tidsfrist for at sende ind d. 10. februar

Med venlig hilsen
Sportskommissionen Enduro