Vigtige point i VM-drama

Thomas Kjer Olsen var flyvende i første heat i MXGP-seriens 14. afdeling. Men et dramatisk styrt i andet heat sendte danskeren på overarbejde i kampen om pointene i den samlede stilling.

Thomas Kjer Olsen havde en drømmestart på første heat, som han også udnyttede til at nå en placering som nummer fem gennem det meste af heatet. I næstsidste omgang lavede Thomas desværre en fejl, som betød, at de jagtende rivaler kunne passere ham. Heatet var trods den frustrerende episode nok danskerens bedste heat i VM-serien i år og viste hans kaliber på den internationale scene.

I andet heat var Thomas klar på revanche, men et voldsomt startstyrt i første sving sendte flere kørere, heriblandt Thomas Kjer Olsen, i jorden. Heldigvis kunne danskeren rejse sig op uskadt, men havde nu en lang, sej kamp foran sig for at køre sig op i feltet. Thomas endte på en 16. plads, som sikrede ham en samlet 11. plads på dagen og nok point til at udvide sin føring på 10. pladsen i den samlede stilling.

– Heldigvis er jeg OK efter det store styrt i starten af andet heat – det var en skam, at det skete efter sådant et godt første heat. Jeg havde en god start i første heat og var på vej mod mit bedste resultat i MXGP-klassen som nummer fem gennem næsten hele heatet. Desværre kostede en lille fejl mig to placeringer, men overordnet var jeg virkelig tilfreds med overhalingerne og at jeg kunne fortsætte til slut. Jeg fik et ret hårdt slag i styrtet i andet heat, og så var jeg langt bagud. Jeg kom tilbage på 16. pladsen, hvilket ikke var ideelt, men jeg følte mig stærk på maskinen med selvtillid i min kørsel, så jeg glæder mig til at køre på banen igen om nogle få dage, fortæller Thomas Kjer Olsen.

VM i motocross nærmer sig sin afslutning med fire afdelinger tilbage, som skal køres på to baner:

  • Pietramurata – 27. oktober
  • Pietramurata – 31 oktober
  • Mantova – 7. november
  • Mantova – 10. november
MX2

I MX2-klassen var Mikkel Haarup igen godt med i kvalifikationen, men starterne lykkedes aldrig for danskeren i de to heat, hvilket gav ham en 13. plads på dagen. Glen Meier var godt med i første heat, men farten var ikke rigtig med ham i dagens andet heat, hvor han sluttede som nummer 18 på dagen. Bastian Bøgh Damm havde en god fart på dagen, men kæmpede med at styre maskinen, hvilket betød, at danskeren ikke samlede point på dagen.

Danskernes placering ved MX2 er i øjeblikket:

  • 12. Mikkel Haarup
  • 20 Bastian Bøgh Damm
  • 23. Glen Meier