Føler nye sig velkomne i jeres klub?
Man er barn og glæder sig sådan til at starte til motorsport. Medlemskab, licens og vigtigst af alt udstyret er købt, så man kan give den gas på banen med det samme.
Nu er det første træningsdag i klubben. Far har parkeret bilen, man stiger ud et nyt og spændende sted, klar til at lære en masse.
Men der er ingen velkomst, og far ved ikke rigtig, hvor man skal gå hen eller hvem man skal spørge. Det hele er forvirrende og man bliver usikker, indtil der måske dukker en op, der kan hjælpe jer. De næste mange gange sker det samme igen.
Dette er langt fra den bedste førstehåndsoplevelse, når man starter til en ny sport. Og selvom mange af DMU’s klubber er gode til at tage sig af deres nye medlemmer, så er denne historie ikke unormal.
Derfor er det vigtigt at have særligt fokus på nye medlemmer i klubben, som nu skal sættes ind i alle de skrevne og uskrevne regler, der er ved at dyrke motorsport i jeres klub.
Har klubben en medlemsambassadør?
En medlemsambassadør, der er fast kontaktperson og kun tager sig af nye medlemmer, er en rigtig god måde at hjælpe nye på vej.
Man behøver ikke kalde det en ”ambassadør”, men man bør som udgangspunkt have en eller flere i klubben, der aktivt opsøger nye ansigter og fortæller om at dyrke motorsport i klubben, samt giver en rundvisning og evt. introducerer de nye til de andre medlemmer i klubben.
Ofte er det også en god idé med en ”buddy”-ordning for de yngste nye kørere, hvor en ”erfaren” ung kører i klubben viser dem rundt og fortæller om klubben, og bliver deres faste ”følgesvend” det første stykke tid af sæsonen.
Intromøder med nye medlemmer
Nye medlemmer kommer jo til hen over sæsonen, og det kan være svært at sikre, at alle får nok opmærksomhed under træningsdagene.
Derfor kan man med fordel løbende afholde intromøder, der specifikt samler nye medlemmer. Måske giver det mening at afholde et eller to intromøder fast om måneden, eller også kan man gøre det efter behov, når man kan se i sin medlemsoversigt, at der kommet en håndfuld nye til.
På intromøderne kan man også med fordel invitere de erfarne medlemmer, så de nye kommer godt ind i klubbens fællesskab.
Hvis hele familien er kommet med til intromødet for en ny ungdomskører, kan man også overveje, om der skal være nogle små aktiviteter for evt. mindre søskende, så man får oplevelsen af, at hele familien bliver taget godt i mod i klubben.
Find inspiration og materialer
På DMU’s hjemmeside kan man finde råd og materialer til den gode velkomst. Der er både en vejledning til velkomst- og opstartsprocessen, ligesom der er materialer til at afholde intromøder samt aktiviteter for de yngste. Find materialerne på dmusport.dk/klubdrift/klubudvikling/